BRUGSPONYER

 

Jeg er uddannet dyreassistent og derfor uddannet til at fodre, passe og avle med dyr og i at forstå og tolke dyrs adfærd og har arbejdet profesionelt indenfor landbrug primært med dyrehold, men også med markdrift. Jeg har som privat person også læst en masse om hestens adfærd, indlæring samt anatomi og fysiologi.

Især Bent Branderup og hans undervisere Marius Schneider og Jossy Reynvoet, som rider og træner bidløst, er jeg særlig fascineret af. Dog følger jeg flere af Bent Branderup trænerne. De har hver især deres speciale. Dén viden sammen med min livserfaring og det ponyerne lærer mig, gør at jeg har min helt egen tilgang til træning og samværet med ponyerne.

Jeg forstår til stadighed ikke hvem vi egentlig er, at vi tillader os at putte et stykke metal i munden på en pony og ride den. Uanset hvor følsomme eller ufølsomme hænder, vi så end har! Men det er så bare sådan, som jeg personligt tænker. For mig er dét forkert. 

Det er ikke noget, jeg har særlig meget lyst til på trods af mine fine, følsomme fingre og hænder, godt hjulpet på vej af et gammelt piskesmæld, som gør at jeg slet ikke har så mange kræfter i hænder og arme. Derfor er alle ponyer hos os meget lette og fine på kropssprog og hjælperne. Ellers kan jeg slet ikke være sammen med dem og håndtere dem.

Ponyer fra os skal kunne bruges til lige nøjagtig dét, du har lyst til og brænder for. Jeg elsker at træne de nyfødte føl, de unge plage og starte en pony op som ridepony. Om jeg nogensinde bliver en avanceret rytter, ved jeg ikke. men det er heller ikke så vigtigt!

Vi laver "can do horses" som man snakker om indenfor min gamle rideverden med Quarter Horses. Det er en pony, som har lært at hvile i sig selv, som har fire ben solidt plantet i den danske muld. Og som er stolt, har selvtillid, er tillidsfuld, er respektfuld og samarbejdsvillig. Men det er også en pony, som bliver mødt med respekt, rummelighed og forståelse via et tydeligt kropssprog og opgaver tilpasset den enkelte ponys niveau fra menneskets side. Ellers er opgaven med at blive menneskets bedste ven i et godt og nært forhold og partnerskab, en rigtig stor opgave for ponyen. Jeg vil gerne hjælpe og råde og guide omkring vores ponyer og ponyer fra os til enhver tid.

Det er også en pony med vilje, selvtillid og udstråling, som gør lige som Pippi: "Dét har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg nok godt finde ud af!!!"

Vores ponyer lever som naturplejere for Natyrstyrelsen, derfor er de særdeles sikre på benene i terrænet og naturligt vant til meget forskelligt terræn. 

Jeg har selv igennem årene redet: På rideskoler, dressur, spring, skovtur, western, trænet efter Pat Parelli teknikker - Jeg har Pat Parellis Level 1 prøve, trænet efter John Lyons teknikker, jeg har redet trail, western horsemanship, pleasure, reining, distance og sidst men ikke mindst akademisk ridekunst. Det akademiske er min hylde og min vej ignnem mange år også de år jeg pga forskellige begivenheder i mit liv , ikke havde ponyer.

Det er akademiske elsker jeg, fordi jeg dér kan være hele mig og møde ponyen på den måde, jeg ønsker det, i forhold til det jeg har lært om heste og ponyer gennem livet. Og ikke mindst dét ponyerne selv har lært mig.

Mine største læremestre har været:

• Min nu afdøde Quarter Horse: Eyema Doc Two (30.04.1994-18.02.2020), kaldet Henry eller Bøffen til daglig. (Henry blev 25 år).

• Den anden har været Fuldblod hoppe Calli Bee (Hun blev 21 år), kaldet Calli

• Og den tredje min Islænder Sól fra Bakka, kaldet Sol. Sol blev 27 år.
De har lært mig så meget gennem mange år.

Af ponyer i nyere tid, man man sige Sansa har været lidt af en udfordring: Sensitiv og stærk psykisk på samme tid og ofte med sine helt egen idéer! = Big Trouble! Griner. Hun er dog blevet en rigtig dygtig ung dame den dag i dag! Og hun har lært mig en masse som fx: Hvem tror jeg, jeg er i forhold til at bede ponyen om "x" Er ponyen godt nok forberedt, er det dagen, hvad skal evt finjusteres, inden vi springer ud i "x" osv! 

Målet med mit samvær med ponyerne er at møde dem, der hvor de er. Jeg ønsker, vi bliver ét, som en kentaur.

Har man først oplevet det én gang: Hvor man sidder indenfor hestens tyngdepunkt i 100 % balance, som én sammensmeltet krop og ponyens skuldre følger dine skuldre, ponyens hofter følger dine hofter, jeres åndedræt er det samme. I en let og glidende dans, HELT uden modstand! SÅ ØNSKER MAN DET IGEN OG IGEN OG IGEN! Og det ønske stopper aldrig igen!!!

Når man starter med en ny pony, kommer dét kun momentvis i korte øjeblik. Men det er stort - også for ponyen! Og det opstår igen og igen og mere og mere. På en uddanet pony føles det nærmest, som om at man svæver sammen i en let dans. Det er ridning for mig personligt uanset niveauet.

Min træning går kort sagt ud på at tilgodese og møde ponyens krop, sjæl og ånd. Ponyer er forskellige og ikke én kan sammenlignes med en anden!

Jeg ser også efter hvad ponyen vil berige mig med og griber spontant det ponyen selv tilbyder. Som f.eks Sansa der i en periode, gerne ville vise sin trav for hånd, før hun kunne komme i sin egen indre balance og kunne "kultivere" sig selv så meget, at hun kunne koncentrerer sig om det arbejde, jeg ønskede, vi skulle træne sammen. Det er det mindste vi kan gøre, for at holde ponyen sund, mental frisk, samarbejdsvillig og motiveret. 

Mit ønske er, at have min ride pony i mindst 25 år. Jeg bruger meget tid på at træne og fordybe mig med ponyen. Det ikke kan gøres op i penge. Min træning skal holde ponyen sund og stabil, den skal være i så god form som muligt - også op i ponyens ældre dage! Dressuren er til for ponyen - Ikke omvendt! Så holder ponyen i mange år.

Jeg har selv genoptrænet min Quarter efter en skade og jeg købte mig Islænder skadet og fik hende i orden på 13 måneder. Betsy, som vi købte i december 2019, er blevet i orden med hendes kranie, ryg, nakke og skulder smerter på 7 måneder. Dejligt, når hun nu skal være avlshoppe og bære sin store tunge mave og skal bedækkes ved naturlig bedækning og bære hingstens vægt. Hun skulle jo ikke så gerne slå efter ham, fordi det gør ondt på hende, når han hænger på hende.

Med min grundige håndtering og grunduddannelse af føl og de unge ponyer, kan du bruge dem til alt hvad du drømmer om og ønsker dig.